Skip to the content

Linde Haven

I midten af B42s nye boliger i Linde Haven ligger hjertet. Fællesarealet, der både indbyder til leg, samvær og grønne fingre. Regnvandet viser vejen. Fra boligerne i Linde Haven ledes det ind til det grønne fællesareal i midten. Det er her, livet skal leves. Med samtaler ved bålområdet, frokost ved bord-bænke sættene, og grøntsager fra drivhusets højbede. De små ben kan hoppe i vandpytterne og kravle på den fælles legeplads.

Selvom fællesskabet er i fokus i Linde Haven, er boligerne ikke nedprioriteret. De er lyse og af kvalitetsmaterialer, hvilket kendetegner B42s byggerier. Der er tale om god kvalitet for billigst mulig penge, så beboerne har en stabil husleje. Kvadratmeterne er udnyttet optimalt, hvilket er med til at holde de månedlige omkostninger nede.

Boligerne vil bestå af etagebyggeri og rækkehuse. Til lejlighederne er der store altaner, mens der til rækkehusene er store fliseterrasser. Dermed har man mulighed for at trække sig tilbage fra fællesskabet. Men vil man have græs under tæerne, må man søge mod midten. Det er den oplagte mulighed for fællesskab, der er unik for Linde Haven.

Det er det, der skiller sig ud fra alle andre områder. Linde Haven er for alle. Det er for tilflytterne, der gerne vil skabe venskaber i deres nye by, det er til børnefamilierne, der kan lade børnene brænde krudt af på legepladsen, og det er til alle andre, der kan se glæden i at være en del af et harmonisk område, hvor man hilser på hinanden. Bilerne parkeres i udkanten af området, og børnene kan derfor sikkert sendes med regnvandet ind mod midten. Til legepladsens nye bekendtskaber. Området er oplyst for at skabe sikkerhed.

Byggeriet i Linde Haven er et byggeri med omtanke. Der er lagt vægt på, at materialer og håndværkere kommer fra lokalområdet. Det ses blandt andet i kvalitetskøkkenet, som er fra Sønderborg Køkken, og den lokale teglsten fra Nybøl, der er gul-tonet, fordi den er taget fra de øverste jordlag, så både gravearbejde og transport minimeres. Dette er med til at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer og dermed sænke byggeriets klimabelastning.

Ejendommene udføres med fokus på FNs klimamål. For FN såvel som B42 er det vigtigt, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris. Derfor vil byggeriets skrappe krav til energiforbruget i sidste ende komme beboerne til gode i form af lavere månedlige udgifter. B42 vægter også højt, at Linde Haven bliver inkluderende, sikker og bæredygtig. Ikke bare for beboerne, men også gennem beplantning, der tilgodeser insekter og fugle.