Nicole tog sagen i egen hånd
Drømmer du om en ladeboks til din elbil?
Da Nicole Rønnau Burmeister og hendes mand fik elbil, ville de gerne have en ladeboks ved familiens hus i Skovparken i Sønderborg. Og selvom det skulle vise sig at kræve både tålmodighed og benarbejde, fik familien i sidste ende ikke bare deres ladeboks – Nicole Rønnau Burmeister var også med til at gøre en forskel for både naboerne i Skovparken og for mange andre beboere i B42.
Første gang Nicole Rønnau Burmeister spurgte B42’s administration, om hun måtte opsætte en ladeboks på adressen i Skovparken, var svaret nej.
- En af de vigtigste opgaver for os i B42’s administration er at varetage fællesskabets interesser. Vi skal sikre lige rettigheder for alle beboerne, så hvis du får godkendelse, skal din nabo også kunne få det. I dette tilfælde betyder det, at vi skal sikre, at den overordnede elkapacitet i hele afdelingen og elinstallationerne frem til de enkelte boliger kan rumme, at alle beboerne opsætter en ladeboks, hvis de ønsker det, fortæller Jens Christian Jessen, der er teknisk chef ved B42.
I Skovparken var det endnu ikke undersøgt, om elkapaciteten var tilstrækkelig, og derfor fik Nicole Rønnau Burmeister i første omgang afslag på sin ansøgning. Men så satte hun gang i sin egen undersøgelse.
- Jeg ville naturligvis ikke sætte noget op, før jeg var sikker på, at alt var i orden. Så da svaret var nej, startede jeg en dialog med elselskabet. De undersøgte sagen og vendte tilbage med besked om, at elkapaciteten i afdelingen ikke var noget problem. Den korrespondance sendte jeg videre til B42, forklarer Nicole Rønnau Burmeister.
Dokumentationen fra elselskabet betød, at B42’s administration som en led i en forsøgsordning kunne give Nicole Rønnau Burmeister tilladelse til at opsætte ladeboksen.
- Nicoles initiativ betød, at vi kunne starte en forsøgsordning og indhente erfaringer, der kunne hjælpe os i de øvrige afdelinger, forklarer Jens Christian Jessen og forsætter: - I sidste ende er det afdelingerne selv, der på afdelingsmøderne beslutter, hvad der skal være tilladt i netop deres afdeling. Med erfaringerne fra Nicole i Skovparken kunne vi på en del af afdelingsmøderne i begyndelsen af 2024 stille forslag om vedtagelse af to muligheder for opsætningen af individuelle ladeløsninger.
B42’s administration foretog i sommeren 2023 en spørgeskemaundersøgelse, og resultatet viste tydeligt, at der ikke var interesse for at opsætte fælles ladeløsninger.
- I praksis betyder det, at vi har koncentreret arbejdet om afdelinger med huse og rækkehuse, hvor beboerne på samme måde som Nicole har mulighed for at opsætte en ladeboks eller en ladestander i deres indkørsel eller garage, fortæller Jens Christian Jessen.
Familien betalte selv – men investeringen er hurtigt tjent ind
Med tilladelsen i hånden valgte Nicole Rønnau Burmeister at bruge sin individuelle råderet til opsætning af ladeløsningen. Det betyder, at hun med en fuldmagt fra B42 kunne indgå en aftale om en pakkeløsning med en ekstern leverandør, der sørgede for etableringen af en elinstallation i huset samt opsætning af ladeboksen i garagen.
- Da først godkendelsen fra B42 var på plads, gik det ret hurtigt, og i januar 2024 var ladeløsningen klar. Vi valgte at betale for etableringen med det samme. Det gav mest mening for os, fortæller Nicole Rønnau Burmeister.
Selvom familien selv betalte for etableringen af elinstallationen i huset, er den nu ejet af afdelingen, der fremover også varetager vedligeholdelsen. Hvis familien en dag flytter, skal elinstallationen blive i boligen, mens familien selv skal sørge for at fjerne ladeboksen i garagen. Men der er ingen flytteplaner, og familien ser derfor etableringen som en god investering.
Med vores kørselsbehov sparer vi mange penge ved at have en elbil. Så vores udgifter bliver hurtigt tjent ind. Og så er vi bare rigtigt glade for at bo her i Skovparken. Naboerne er enormt søde, og huset passer perfekt til vores behov, afslutter Nicole Rønnau Burmeister.
FAKTAHar du også et ønske, som kunne være til gavn for alle?
Husk at spørge, inden du går i gang |