Skip to the content

Forebyggelse og bekæmpelse af skægkræ

Skægkræ forebyggelse

Hvordan undgår jeg, at der kommer skægkræ i min bolig?

Det er ret svært at undgå at invitere skægkræet indenfor i huset. I de første stadier, inden insektet er fuldvoksent, er det nemlig kun omkring 1,5 mm langt og næsten ikke til at få øje på. Samtidig er skægkræet rigtig god til at gemme sig. Kig dog godt i de ting, som du tager med ind i dit hus udefra, og som kan være oplagte gemmesteder for det lille kræ. Tjek især følgende ting for skægkræ:

  • Emballerede papkasser med fx tøj, du køber på nettet
  • Møbler
  • Supermarkedsvarer
  • Flyttekasser

Er skægkræ farlige for mennesker og dyr?

Skægkræet er ikke farligt for mennesker eller dyr, men den kan gøre skade på din bolig, og det kan føles meget irriterende og invaderende. Modsat sølvfisken har insektet nemlig ikke brug for fugtige omgivelser, men lever godt i temperaturer på 20-25 grader, så den kan i udgangspunktet befinde sig i hele huset. Skægkræ kan blive op til syv år gamle.

Hvilke skader kan skægkræ lave?

Insektet gnaver typisk i papir, så du kan opleve skader på fx bøger, tapet, malerier og gamle LP-covers. Derudover lever skægkræet gerne i mørke omgivelser og kan godt lide stivelsesholdige madvarer. Det betyder, at dine køkkenskabe og tørvarer ikke er fredet for dem.

Hvad spiser skægkræ?

Skægkræ spiser generelt den samme mad som mennesker og husdyr. De skulle især være glade for fødevarer som mel, gryn, brødkrummer og sukker.

Bekæmpelse af skægkræ - sådan gør du:

  1. Hold dit hjem rent og støvsug det grundigt og ofte.

Tør ofte paneler og reoler af og støvsug ekstra grundigt i revner og sprækker Hvis du får støvsuget skægkræ op, så tøm støvsugeren/støvsugerposen udenfor.

  1. Luft ud jævnligt. 
  1. Undgå at lade madrester stå fremme - pak dem grundigt ind i fx lufttætte beholdere.

Opdager du skægkræ i køkkenet, skal du skille dig af med dine varer hurtigst muligt og rengøre alle skuffer, skabe og hylder grundigt. 

  1. Generelt bør du fjerne skægkræet, når du ser det.

Hvis du finder skægkræ i hjemmet, er det essentielt, at du så hurtigt som muligt bekæmper dem. Jo tidligere du sætter ind, desto hurtigere og lettere slipper du af med dem.

  1. Virker ingen af disse tiltag, kan du prøve at sprøjte med almindelig insektspray på skægkræ

Det bør du dog kun gøre, hvis du har mange skægkræ, da gift også kan være farlig for mennesker og andre dyr, og fordi der er risiko for, at skægkræ udvikler resistens over for giften.

Derudover er det vigtigt at huske, at der altid vil være smådyr i normale danske hjem, så måske handler det også om at finde fred med dem, der er.